
Af Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke
Er du kontrolfreak og bekymrer dig det meste af tiden? Så er du ikke alene. Mange af mine samtaler med mennesker handler om bekymringer, som fylder dage og nætter. Jeg kender det særligt fra om natten, hvor alt kan vokse sig helt ud af proportioner.
Det kan være alt mellem himmel og jord der fylder, når bekymringerne kaster sig over én. Mange nætter kan man i så fald ligge vågen med lettere hjertebanken over alt det, der kan gå galt og over alt det, man ikke har kontrol over og kan styre. Det kan være alt lige fra den store fest, der skal holdes til bekymringer for helbred, børnenes trivsel, kærlighedslivet, frygt for sygdom og alderdom eller den klassiske økonomiske spekulation, som også fylder hos rigtig mange mennesker. Ikke mindst i disse tider, hvor alt er blevet meget dyrere.
Hvis du gerne vil slippe af med dine bekymringer, må jeg desværre sige, at det bliver et rigtig svært projekt, men der findes greb, som hjælper dig til at leve med dit bekymrede sind. Og er du kontrolfreak, så er der god grund til at gøre noget ved det nu, for trangen til kontrol kan udvikle sig til noget sygeligt over tid, når man netop erfarer, at man vitterligt ikke har kontrol over livet, døden og kærligheden.Det er for det meste de tre begreber, jeg taler allermest med mennesker om. For vi kan ikke styre og kontrollere om jeg – eller dem jeg holder af – bliver kørt over i morgen, selvom det er den mest rædselsvækkende tanke. Vi kan heller ikke kontrollere om andre elsker os. Vi kan heller vide om livet i morgen ser anderledes ud end vi havde forventet og planlagt.
Så her kommer fem bud på, hvordan du kan leve med de evige bekymringer, så de ikke æder dig op.
Fem hjertelige yogaøvelser
1. Når du panikker over, at du ikke kan kontrollere alt, så spørg altid dig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Bliv ved og ved med at spørge dig selv om det, og se hvor det ender henne, måske er det ikke helt så farligt, som du tror.
2. Når de store bekymringer melder sig, så spørg dig selv hvor sandsynligt det er, at de går i opfyldelse. Det er trods alt ikke hver dag at vores elskede kommer til skade.
3. Hold fast i en bordkant eller andet der står godt fast og træk vejret dybt tre gange, når du bliver fanget i fornemmelsen af at miste kontrollen. Det hjælper – og et angstanfald varer dermed kortere tid.
4. Tal med dine bekymringer, sig: ”Nå er du der igen, så må jeg vel se lidt på, hvad du vil mig”. Giv evt. bekymringerne lidt af din tid, måske 10 minutter, og sig så: ”Nu må jeg videre, så jeg parkerer dig lige nu.”
5. Hav eventuelt et konkret sted i dit hjem hver dag, hvor du kan give den gas og hyperventilere over alt det, som er ude af dine hænder. På den måde bliver det ukontrollerbare mindre farligt med tiden.
Hauges Hjerte Yoga er en serie, hvor sognepræst Helena Hauge tager fat på emner, der kan bringe lidt mere spændstighed ind i vores følelsesliv og bidrage til en mere afslappet opfattelse af os selv. Emnerne tager udgangspunkt i præstens samtaler, egne erfaringer og supplerende uddannelse som gestaltterapeut.