Prædiken Palmesøndag

Prædiken Palmesøndag
Udgivet søn d. 5. apr 2020, kl. 01:13
Prædikener ved sognepræst Helena Hauge

Evangelietekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

 Markusevangeliet 14,3-9

Prædiken

Vi er ved begyndelsen af påsken, af foråret og forude venter forhåbentlig en varm dansk sommer. Vi får lov til at suge lyset til os som en ny begyndelse for krop og sjæl, hvert år er det en form for fornyelse, og selvom vi alle er blevet et år ældre siden sidste år, så ligger mulighederne trods alt for fødderne af os.

Og muligheder, jamen glemmer vi for ofte at se dem? Træder vi hen over dem, fordi vi er bange, er så låst fast i rutiner, at vi lukker øjne og ører, fordi vi slet og ret mangler mod? Tænker man, ”ej jeg er for gammel til at gøre noget…se noget…ville noget”? Det er det nemmeste at komme til at låse sig selv fast i mønstre, ikke sandt?! Den tid vi går i gennem lige nu fastholder os på at reflektere over hvor vi er i livet – og om vi kan gøre noget anderledes, ja sådan tænker hele samfundet på denne side af coronakrisen.

Og så handler dagen i dag om mod, men om det sagte mod. Det var det mod kvinden viser, da hun står der så sårbar og udsat med sin olie, og alligevel træder hun frem nærmest som en jordisk engel, og som den eneste der har forstået alvoren i det, som skal ske.

Det er smukke og vigtige kontraster, vi finder i Evangeliet.

Og så hører vi igen om det sagte mod, da Jesus rider ind i Jerusalem, ikke hoverende, men med det mod som gjorde, at han handlede, selvom han var bange.

Han både tog muligheden, og lærte os, at vi også kan handle, selvom vi er bange. Og dette mod er der blevet skrevet mange eventyr over: Tænk på Klods Hans: Tre brødre rider ud ad landevejen. De er alle tre på vej til kongens slot for at vinde prinsessen og det halve kongerige. Forrest rider de to ældste brødre til hest. Ingen af dem siger noget. Hver især er de fordybet i deres egne tanker.

Et stykke efter dem kommer han så – den yngste bror; ham ingen regner for noget, fordi han ikke er så klog som de to ældste. De kalder ham Klods-Hans, og fordi der ikke kunne blive nogen hest til ham, rider han på sin gedebuk.

”Halløj, her kommer jeg!” råber Klods-Hans frimodigt på sin vej mod kongeslottet, hvor han også indsamler en død krage, en gammel træsko og letløbende mudder. Storslåede gaver til prinsessen, mener Klods-Hans, mens de to kloge, ældre brødre blot rynker på næsen ad ham.

Oppe på kongeslottet står frierne på rad og række, og mens de venter på deres tur, kan de høre prinsessens afvisning af den ene bejler efter den anden: ”Duer ikke, væk!” Men Klods-Hans kan svare for sig og vinder prinsessens hjerte, så han bliver konge, får en kone og en krone og sidder på en trone.

Sådan kender vi eventyret. Og det gennemgående træk ved mange eventyr er, at de alle udtrykker en tro på, at det kan gå godt, selv når det umiddelbart ikke gør det.

Selvom Klods-Hans af alle på forhånd er dømt til at blive skreget ud af kongeslottet af prinsessen, så rider han frimodigt, ligefrem sagtmodigt af sted på sin gedebuk. Og ja Klods-Hans både råber op og gør opmærksom på sine mærkelige fund på landevejen, sin tilstedeværelse og sin ankomst, men det er med sagtmodigheden, det sagte mod eller det, man måske kunne kalde fri-modighed – det er ligefrem hele hans livsindstilling, hele hans tro.

Eventyr og evangelium har sprogligt det til fælles, at de begge starter med bogstaverne ’ev’ – de to bogstaver, som på græsk er ordet for godt. De indeholder begge et godt budskab; en tro på denne morgens mulighed.

Sagt-modig, fri-modig, begge ord minder os om, at vi kan og skal gøre det, vi kan, – også når vi er bange, at det kan ende godt umiddelbart, når det ikke ser sådan ud. Det er også påskens budskab.

Og det gælder både, når vi er bange for alt det der sker i verden, når der er bøvl med venner, familie, helbredet, jamen hvordan kan vi være fri-modige, sagt-modige og samtidig se muligheder og begyndelser med alt det, der tynger?

Det er under alle omstændigheder det, Jesus lægger frem for os, ikke ved at bekrige andre eller smadre vores eget liv, men øve os i at leve sådan, at vi hver levet dag starter igen, at vi bare sådan her i dag starter igen – sagtmodigt, frimodigt, mulighederne er åbne, og vi lever stadig under Guds himmelhvælv.

Og livet er ikke som eventyret om Klods Hans, livet er tættere på Evangeliet, som lader os se, at det hele nogen gange glipper og man kikser totalt, man bekymrer sig alt for meget, eller vælger konsekvent det trygge og sikre frem for det, man virkelig vil og ønsker. Sådan er det bare. Paradoksalt nok.

Og her ser man også, at Jesus fra Nazareth er et mysterium, et paradoks, og måske er det derfor, de råber Hosianna i dag: Frels dog! Ja frels dog, og måske vi allerede er det, reddet fra os selv af korset, af den kærlighed som taler om denne morgens mulighed!

Og mysteriet er også, at hans sagte mod i dag viser, at når korset er tomt er det ikke ensbetydende med, at vi er alene, men at han er ved siden af – det lover han os hver eneste dag.

Måske det er som Helle Søttrup digter om i sin poesi samling: Taksigelse no 11

Tak for min sjæl, og for dine salmer, de synger mig tilbage. Tak for dit stille lys, der giver skygger form. Tak for dit orgel-crescendo, der løfter mig op i mig selv.

Og det er den mulighed vi har, hver eneste levede dag, at se, sanse og bevare den sagtmodighed, den frimodighed som får os til at se, at selvom det ikke burde – så ender det godt.

Glædelig palmesøndag. Amen

Kommentarer

Tilføj kommentar