Prædiken Skærtorsdag

Prædiken Skærtorsdag
Udgivet tor d. 9. apr 2020, kl. 13:46
Prædikener ved sognepræst Helena Hauge

Evangelietekst 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« 

 Johannesevangeliet 13,1-15

Prædiken

Det er faktisk ikke noget hyggemåltid, det her. Alt det som ”kommer på bordet”, venner der viser sig som fjender, Jesus der forudsiger sin egen død, så nej det er slet ikke hyggeligt, og når vi ser nærmere på scenerne, så er det hele egentlig grotesk. Måske er det derfor at lidelse og lidenskab ligger så tæt op af hinanden. ”Passion” hedder det også på engelsk.

Påsken som lige er begyndt er grotesk, og det er den, fordi den afspejler mennesker i alt sit væsen, som alt andet end hyggelige, som forræderiske, morderiske slyngler, som groteske parodier på det som vi er skabt til: At elske.

Kun kærligheden kan redde os nu – og Gud er kærlighed på trods af dette groteske scenarie af mennesker og svigt, af en lidende Kristus, for han lider vel allerede, ikke fysisk, men som et svigtet menneske i sin næsten sidste stund – så er det netop kærligheden han rækker os på trods af alt. Igennem brødet og vinen. Ikke fordi vi skal hygge os, men fordi vi skal mindes.

Og i det vi mindes ham ser vi hvem, vi er, og mindes, at vi under facaden selv kan være groteske, fordi vi deler slægtskab med ethvert andet menneske på jorden.

Det er hyggeligt at spise, det er endnu hyggeligere at spise sammen. Det er derfor vi mødes og ser hinanden i øjnene, siger skål og hæver glasset. Det binder os sammen, det binder os til en kærlighed som Jesus selv har givet videre i dag, når vi spiser med ham, som vi normalt gør i de kirker, hvor vi ikke kan komme i øjeblikket. Vi savner det åndelige og fysiske måltid som vi danskere elsker at samles om.

Og der er stor forskel på at bespise og på at afspise. Det kristne budskab handler ikke om at blive spist af med en hyggelig sandhed, nej det handler om, at sandheden hænger sammen i ét hele, som et slægtstræ hvor vi kan finde en fjern forfader og føle, at vi har et slægtsskab med ham eller hende. Vi står på skuldrene af nogen og af noget, af værdier som fortæller noget om hvem vi er, hvad vi også kan udrette, hvis vi vil. Og jeg tror, vi skal lægge nogle af vores krav til Gud og mennesker fra os, for man kan ikke kræve kærligheden.

Vi tror nemlig ofte, at vi har krav på så meget. Vi stiller store krav til omgivelser og livsudfoldelser, eller bare maden for eksempel, det skal være glutenfrit, flexitar, vegetar, vegansk, og jeg har fornylig læst hvordan en forening med ret proaktive veganere har sammenlignet slagtning af dyr med holocaust.

Det er efter min mening grotesk, måske fordi vi netop også kan være groteske. Ikke kun når det handler om mad, lader vi os spise af med noget, men når det handler om værdier, er det svært at holde fast i hvem, vi er.

Jeg tror aldrig, man bliver færdig med at udforske sig selv, men det gode er, at kristendommens sandhed handler mere om, at vi er sat i verden for andre end os selv, når vi koncentrerer os mere om dem, så kommer det andet af sig selv. Jeg er sat her til at gøre nytte, jeg behøver ikke tænke på at frelse mig selv. Det er en byrde mindre at bære på.

Det utrolige er, at vi ikke slipper udenom alt det groteske, hverken i os selv eller andre, engang var verden mindre kompliceret i forhold til etik og moral, jeg tror bestemt ikke man opførte sig bedre, men der var et kodeks, som ikke findes længere. Nu er det op til den enkelte, hvilket også betyder, at vi kan opleve eller læse os til meget der er grotesk, hvor man skal holde tungen lige i munden for overhovedet at forstå hvad der foregår.

Sådan er verden, og den er vores, det er den vi skal navigere i og finde os til rette i. Og det er et godt sted at være, her i verden, selv når vi mærker et stik i hjertet, fordi det også er svært at være til i alt det barske.

Men i hjertet, helt inde i hjertet vil korset altid stå og lyse, jeg mindes et billede jeg så af den nedbrændte Notre Dame, ja der i det mørke sodede ødelagte kirkerum, der stod korset endnu på alteret lysende klart, som et vartegn eller et tegn - og ikke mindst et håb om, at Gud er mere end alt det her.

Gud er kærlighed, ikke den groteske kærlighed, og netop fordi han adskilte sig fra os, blev han også slået ihjel. For man kan ikke kræve sin ret over kærligheden og sandheden, den bliver bare ved med at lyse stærkere og stærkere, selvom den bliver forrådt. Sådan er Guds kærlighed, ikke menneskets. Det er det vi får i den velsignelse som vi bliver bespist med i dag, og som vi kan bære med os, at på trods af alt det groteske, ja så blev netop dette skærtorsdags måltid til vores velsignelse. I Jesu Kristi navn, amen

Kommentarer

Tilføj kommentar