Prædiken Påskedag

Prædiken Påskedag
Udgivet søn d. 12. apr 2020, kl. 00:12
Prædikener ved sognepræst Helena Hauge

Evangelietekst 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

 Matthæusevangeliet 28,1-8

Prædiken

Rigtig glædelig påske, Kristus er opstanden!

Matthæus fortæller om kvinderne, at de skynder sig bort fra graven med frygt og stor glæde, i forhold til Markus Evangeliets selvsamme beretning, hvor de nøjes med at være bange, så er de både bange OG glade i Matthæus.

Vi er måske også mere bange end glade i øjeblikket. Ligesom kvinderne i dag var meget bange, og det er der vel ikke noget at sige til i forhold til deres oplevelse med stenen og dernæst med englen. Og frygt er sådan set sundt nok, det er først og fremmest en grundfølelse som hjælper med at holde os i live, så det er godt at kunne blive bange. Men frygt kan også lamme et menneske og i dag lukker frygten bogstavelig talt munden på kvinderne, og de siger ikke noget til nogen.

Frygt kan gøre os mennesker til kujoner der vender os væk fra Gud og mennesker, det er de situationer, hvor jeg har fået en dårlig smag i munden over mig selv, når man lader som ingenting, selvom man ved, at der er én som har brug for hjælp eller bare støtte i en eller anden forsamling eller situation, ja det gælder på arbejdspladser og selv med venner og familie:

Vi er bange for at blive til grin, at blive bagtalt, bange for at virke svage, bange for at virke for dominerende, ikke at gøre det godt, blive upopulære, ikke kunne udfylde vores funktion godt nok, ja vi er alle sammen bange for noget. Meget af det vi frygter er ofte ubegrundet, og hvis det værste skulle ske, at de griner af os, nåeh ja, så dør vi ikke af det. Det glemmer vi ofte i situationen.

Det er nemt at forfalde til at se frygt og mod som modsætninger, men de bæres oppe af hinanden helt fra vores barndom af.

Alle har prøvet at blive kaldt en tøsedreng – eller pige, I ved, når man stod og bed sig i læben oppe på tre meter vippen med et sug i maven, fordi der syntes at være uendeligt langt ned. Og så sprang man, selvom man var ved at dø af skræk. Bagefter havde verden ændret sig og man turde som regel lidt mere. Man voksede i modet.

Og så bliver vi voksne, og det bliver svært at springe fra vippen i flere henseender. Nu ved vi alt det der kan gå galt. Vi udvikler flyskræk, vandskræk, dropper de vilde forlystelser i Tivoli og udvikler også en særlig skræk for forandringer. Næh man ved, hvad man har, ikke hvad man får.

Der er vel heller ikke noget i vejen med at være der, hvor man er, det er kun hvis ens liv bliver meget lille og klaustrofobisk, at det er et problem.

Og lige der sker der som oftest noget alligevel, som om stenen bliver rullet fra, og man bliver slået af englen der siger: Frygt ikke. Lige i det allermest klaustrofobiske punkt sker det – nogle gange bliver det motiveret af én selv andre gange af noget udenfor én. Gud eller mennesker, begge dele.

Alle mennesker er ind i mellem bange for at dø, og jeg har selv et mantra jeg lever efter. I kender nok tegneserien med snoopy, i den jeg har læst for nylig sidder snoopy ved siden af Charlie Bruun og kigger ud over vandet. Så siger charlie til den lille hund: ”Snoopy, en dag skal vi alle dø”. Og Snoopy svarer, ”ja, men alle de andre dage skal vi det ikke”.

Det er fantastisk, synes jeg, det kan man leve på. Og så dukker smilet og modet op: Et ord med så mange betydninger og afarter af samme: At tage mod til sig, indgyde mod og gøre modstand, frimod – frimodighed, livsmod, vemod.

Mod er at turde træde frem som den, man er, selvom man frygter andres dom eller andet.

Og ”lets face it”: Vi er alle sammen bange for noget.

I mit liv kan jeg sige, at Kristus sætter mig fri til at leve og nøjes med at gøre mig nyttig. Jeg skal ikke tænke på at frelse mig selv.

I Brødrene løvehjerte står Tvebak og Jonathan ved afgrunden og skal til at springe, så siger Tvebak: ”Jeg er bange, men jeg gør det alligevel”. Det er det mod, vi skal indgyde hinanden. Frygten er tilstede, men vi hopper alligevel, fordi vi håber og tror.

Rigtig glædelig påske. I Jesu Kristi navn, amen

Kommentarer

SillKivioth"> SillKivioth

Tilføj kommentar