Prædiken 2. Påskedag

Prædiken 2. Påskedag
Udgivet man d. 13. apr 2020, kl. 00:15
Prædikener ved sognepræst Helena Hauge

Evangelietekst 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 

 Johannesevangeliet 20,1-18

Prædiken   

Glædelig 2. Påskedag. Trods verdens tilstand, så er der spirende forårsglæde omkring os. Naturen er ligeglad med vores bekymringer for corona, og det hele pibler op af jorden rundt omkring. Gudskelov, det skaber håb og glæde hos os.

Og så hører vi Evangeliet om mødet mellem Maria og Jesus, hvor sorgen bliver vendt til glæde, uforklarligt og gribende kan vi leve os ind i det, der sker, når Maria står grædende over, at der er nogen som har flyttet hendes Herre, og først da Gud giver sig til kende ved at kalde: Maria, ser hun, at han står lyslevende foran hende – opstået fra de døde! Og endnu en gang er det en kvinde, som bliver talerør for Gud, her er det Maria fra Magdala, måske en af de mest omtalte og mystificerede i litteratur og film.

Vi ved om Maria, at hun fulgte Jesus ligesom så mange andre kvinder gjorde det, måske fordi de var trætte af at være blevet gjort til genstande for eksempel - for deres egen skønhed hele tiden, ja og så ved vi, at Jesus lod dem se en vej, de følte havde mere indhold. I troen på Jesus fandt de sig selv på en ny måde både som kvinder og mennesker.

Og det er vel det alle mennesker slås med, det at finde en identitet, et ståsted hvor man ikke bare er et ikon som en anden snehvide, det eventyr kender vi jo alle sammen. Der kommer hele to nyfortolkninger af eventyret snart i biffen, og hvorfor fascinerer den historie os stadig, spørger jeg bare? Måske fordi den handler om identitet, og noget af det vi går op i, både på Jesu tid og nu: Skønhed og misundelse, gerne misundelse af skønheden. Jeg mener, at der er noget basalt ved snehvide, som egentlig er ret deprimerende: Den onde stedmoder, som er oppe i årene må træde til side for ungdommen, man kan åbenbart ikke være gammel og smuk, men det lige så deprimerende er, at stedmoderen åbenbart ikke kan nøjes med at være smuk, hun skal også hele tiden bekræftes i sin skønhed, for ellers er den ikke rigtig noget værd for hende. Snehvide syndromet er et udtryk for meget af det vi ser i vores samfund, særligt hvor fotomodeller eller kendte kvinder dyrkes udelukkende for deres skønhed, ja skønheden har helt overtaget deres identitet, tænk bare på Paris Hilton, hun er ligesom snehvide kun interessant i kraft af sin skønhed og udstillet i en psykologisk glaskiste bliver hun beundret og set op til.

Men i sidste ende gør denne snehvideoverfladiskhed det svært at finde en sand identitet, måske mere end nogensinde før i forhold de forbilleder som skabes af medierne – her har vi næsten altid at gøre med nogle totalt overfladiske personligheder.

I dag hører vi om en helt anden type kvinde end den her snehvide type, men hun er som nævnt også blevet afbildet i film, nemlig Maria Magdalene. Som oftest er hun spillet af de mest gudesmukke skuespillerinder, for vi har igen brug for at gøre det hele lidt smukkere og mere attråværdigt, måske har vi endda brug for at være lidt misundelige. 

Men en pointe i dag er, at det i dag handler om at vi skal se Maria som et kvindebillede, som er blevet symbol for Jesu omsorg og forståelse af alle sociale grupper, og ja det er sandt at hun måske var prostitueret.

Det er hun i hvert fald blevet symboliseret med i Lukas, hvor en falden kvinde salver Jesu fødder med sine tårer, et meget smukt billede, ligesom i dag, hvor englen siger: Kvinde, hvorfor græder du?

Og tårerne flyder fra Maria. Hun har sikkert ikke haft det nemmeste liv, måske netop derfor føler vi med hende, hvis hun har levet sådan som vi forudsætter. Og det er så vidunderligt, at Jesus netop viser sig for hende synes jeg, hun er nok den af kvinderne, der er tættest på os, ikke fordi hun er prostitueret, men fordi hun er et billede på et liv, som har været kendetegnet af både håb og fortabelse.

Og nu har hun så fundet sin identitet i gennem Jesus, i gennem det ord han har talt til hende, det ord, som han også taler til os, og pludselig er han død. Og så er han endda forsvundet fra sin grav, der er ikke noget at sige til, at hun bliver dybt ulykkelig. For hvad nu med hendes liv? Ligger det ikke helt i ruiner, når alt det hun har fået: Tro og håb, det dør med Jesus? Sådan må hun have tænkt der i mørket, hvor hun går hen i mod graven for at sørge.

Og i sorgen kan vi ikke se klart, der løber tårerne og slører vores syn, og så er det svært at se hvordan vi skal bibeholde vores egen identitet, den identitet, som gerne er knyttet til det menneske vi har mistet eller til den mand eller kvinde, som har forladt os.

I Evangeliet i dag tror jeg, at Maria føler begge dele, hun er blevet forladt af Gud, hun er fortabt! Og vi ved jo godt, at redningen ikke er langt væk, nej den står lige foran hende, men hun skal først selv nå til at åbne øjnene, før hun kan genkende hans tale til hende: Maria, siger han. Og meget andet er ikke nødvendigt, for Gud selv siger hendes navn, han giver hende identiteten tilbage gennem sit ord!

Og på mange måder får vi også en identitet, fordi Gud kalder os ved navn, det er det vi skal høre her i dag, for vi skal se, at der er et ord, som er større end os, smukkere end os, selvom vi kan have svært ved at tro det. Og det er kærlighedens ord. 

Og Guds kærlige ord redder Maria og alle dem/os, som bruger livet på at finde os selv, og finde ud af hvem vi er på godt og ondt.

Og selvfølgelig er det en livsopgave, hvor vi også har brug for andre mennesker, nogle vi kan se op til, som hjælper os med at finde vores identitet. 

Og det er befriende at tænke på, at der er noget som er smukkere end os alle sammen, noget som er rent, ja som ikke kan andet end at give os glæde os styrke. Og det er kærligheden, det er det, at Gud kalder os ved navn, hvisker det i øret på os, og tørrer vores øjne. Det er dit navn, sagt af Jesus selv i påske morgenrøden.

Og så kan vi gå glade hjem fra kirke i den tro, for korset er tomt, Jesus er opstået fra de døde, og vores navn står skrevet ind i hans hjerte til evig tid, til håb og til trøst og til troen på at han er med dig alle dage, rigtig glædelig 2. Påskedag, amen

Kommentarer

SillKivioth"> SillKivioth
DavidImpum"> DavidImpum

Tilføj kommentar