
Forholdet mellem tro og helbred har været et relativt overset emne i den danske sundheds- faglige forskning. I de vestlige kulturer har vi tradition for, at separate faggrupper har omsorgen for krop, psyke og sjæl. Ofte oplever patienter, at de ikke bliver mødt som de hele mennesker, de er. Det moderne sundhedsvæsen er derfor præget af et ønske om atter at behandle det hele menneske og have patienten som partner. I dette foredrag belyser og bidrager Niels Christian Hvidt til denne ambition gennem et fokus på den eksistentielle og åndelige omsorg.
Foredraget bygger på ti års dansk grundforskning indenfor feltet, som foredragsholderen har været initiativtager og leder af. Han redegør for resultater fra Danmark og udland, der viser, at tro flytter bjerge i den forstand, at mennesker med en trospraksis har en lavere sygdomsrisiko, lever længere og har flere ressourcer at trække på under krise.
Niels Christian Hvidt er Danmarks mest erfarne foredragsholder indenfor feltet. Han er forfatter til en række udgivelser, har holdt over 450 foredrag og er kendt fra flere tv-programmer.
Kirken serverer kaffe i pausen. Gratis adgang.