3 arrangementer i København der sætter påsken i centrum:

 
Skærtorsdag - da Jesus spiste det sidste måltid med sine diciple (Nytorv foran domhuset)
Langfredag - da Jesus udåndede på korset (Edisonteatret / Frederiksberg)
Påskenat - da Jesus opstod fra de døde (DieselHouse / H.C. Ørsted værket)
 

Livet er dyrebart, og døden er nær!

Hvad går påsken egentlig ud på? Og har den nogen relevans i nutidens Danmark? Social dumping og klimakatastrofer føles tit mere presserende, men påskefortællingen rummer en sandhed og en poesi, der rækker ud også til danskerne i dag. Midt i rationaliteten har vi brug for mytens svar på livets store spørgsmål.

Påske på Nudansk sætter med tre arrangementer påsken i centrum også for københavnere, der normalt ikke deltager i folkekirkens påskefejring. Hvert af arrangementerne har en reference til centrale dele af påskeberetningen, som fremkaldes associativt i deltagernes bevidsthed.
 
Projektet samles af både et indre og et ydre forløb. Et påskespil med inspiration fra Edward Snowdens liv - om at sætte alt på spil og ofre sig selv for en fælles sag - løber over alle tre dage og danner ramme om de tre arrangementer. Fra menneskeligt fællesskab dykker vi ned i myten for at komme op i nutiden, hvor vi med rationalitet og følelser sætter ord på påskens mysterium.
 

Ingolf Gabold, executive producer:
“De mytiske størrelser lever i os alle sammen, og professionelle historiefortællere udnytter denne irrationelle matrice i deres arbejde. I påsken støder to af de helt store mysterier sammen, døden og livet. Hverken naturvidenskab eller logikere kan vel regne med at finde udtømmende svar på, hvad døden er, og hvordan livet opstår. For mig er Påske på Nudansk et fælles rum, hvor vi uanset tro kan mødes med mysteriet.”

Anne-Mette Gravgaard, sognepræst:
“Påsken er den vigtigste og vanskeligste højtid i folkekirken. Ingen forstår påskens mysterium. Men vi kender de følelser, der sættes i spil i løbet af ”den stille uge”: Længslen efter fællesskab, forladthed og skuffelse, nedværdigelse og så - midt i sorgen og fortvivlelsen - den uventede og ufattelige glæde, der giver os forårsfornemmelser og håb til livet og fremtiden. Påske på Nudansk skal få os til at opleve, hvad forstanden ikke fatter.”

Program:

Torsdag 17. april kl. 17-18 - da Jesus spiste det sidste måltid med sine disciple
Skærtorsdag står i nærværets og fællesskabets tegn. En fællesspisning på Nytorv foran domhuset danner optakten til påskens drama. Nick Kotsis fra Haché er garant for såvel sundhed som kvalitet af maden. Sideløbende med spisningen opfører tre skuespillere under instruktion af dramatiker Troels C. Jakobsen et gadedrama om anfægtelse, beslutning og flugt.

Fredag 18. april kl. 15-16 - da Jesus udåndede på korset
Langfredag er lidelse, tvivl og nedværdigelse. Edisonteatret på Frederiksberg er ramme om Dansekompagniet Granhøjs originale fortolkning af offeret i balletten RITE of SPRING-EXTENDED med musikken fra Stravinskijs legendariske musikværk, Le Sacre du Printemps. Den ydre rammefortælling om moderne tvivl og offervilje udfolder sig sideløbende hermed og fletter sig ind i balletforestillingen.

Lørdag 19. april kl. 23- søndag 20. april kl. 01 - da Jesus opstod fra de døde
Lørdag aften og nat næres håbet i fællesskabet og troen på, at vi som mennesker kan finde en mening sammen. På DieselHouse taler astrofysiker Anja C. Andersen om grænsefladerne mellem rationalitet og følelse. Når videnskabens ord klinger ud, vil en gnist starte den store motor, der tidligere leverede lys til hovedstaden. Når motoren stilner, tager musikken over til en times glæde over livet, påsken og det store fællesskab.

Alle arrangementer er gratis og åbne, så længe plads haves.

Kontakt:
Ide og teologisk baggrund: Anne-Mette Gravgaard tlf: 51 55 99 44
Ide og kunstnerisk udformning: Ingolf Gabold tlf: 23 71 01 00
Dramaturgi og skuespil: Troels C. Jacobsen tlf. 31 36 57 08
Information og organisation: Annette Kruhøffer tlf. 20 84 67 38