Mandylion - Kristi ansigt

Glasmosaik af Peter Brandes udført hos glarmester Per Hebsgaard 2003.
 
Mandylion, Kristi ansigt. Glasmosaik af Peter Brandes. Davids kirke, Koldinggade 11, 2100 København Ø. Foto Lene HerbertInspirationskilden er legenden om Mandyliet, det klæde Jesus skal have trykket sit ansigt imod og sendt til kong Abgar af Edessa. Kong Abgar blev helbredt for sin dødelige sygdom ved at se på Jesu ansigtsaftryk. Abgar-legenden i denne version er nedskrevet af Evagrios ca. 600.
 
Klædet blev æret som et kostbart relikvie og senere overdraget som løsesum til Konstantinopel i 900-tallet, hvorfra det forsvandt under det 4. Korstog i 1204. Aftrykket af Jesu ansigt blev kaldt for ”acheiropoitos” (ikke malet af menneskehånd) og blev prototype (original/ forbillede) for alle ikoner med Jesus som verdens herre, ”Pantokrator”.
 
Mandyliet fejres i den ortodokse kirke den 16/8. Men kunne ansigtet også være Jesu forfader, kong Davids? Kong David, hvis ”Herres trone” englen Gabriel lover Marias søn på indskriften over alteret, og den David, som har givet Davids kirke sit navn.
 
Bemærk kongekronen, som tillige er en tornekrone, og glorien, der omgiver det hellige ansigt.
 
Mosaikvinduet er doneret af Augustinus Fond og Peter Brandes.
Peter Brandes er repræsenteret på mange museer og står for store udsmykninger i ind- og udland.
 
 

Lysgloben

Fremstillet i 1996 for Folkekirkens nødhjælp i en flygtningelejr for sigøjnere i Rumænien.
 
Lysglobe. Davids kirke, Koldinggade 11, 2100 København Ø. Foto Lene HerbertAt tænde lys er et fælles menneskeligt træk gennem alle tider. Bibelen taler om” lyset, som skinner i mørket”, og at Jesus kalder sig selv for ”Verdens Lys”. Således kan man give en god kristen tydning af brugen af lys. Lidt i stil med vore forfædres kirkebyggeri på gamle kultsteder og optagelse og omdefinering af hedenske skikke i kristendommen.
 
Som teologisk begrundelse i den ortodokse kirke hedder det f.eks., at lyset på alteret er udtryk for, at Gud træder ind i verden som lys. Jesu ord om, at han er Det sande Lys, refererer til Skabelsesberetningen. At lyset skinner ind i os, skal altså forstås som, at Gud træder ind i os. Det er menneskets ”deificatio”, guddommeliggørelse. Og mennesket kan svare ved at tænde lys som en symbolsk tak for, at Gudslyset kommer til os. I den katolske kirke foreligger der bestemte regler for brugen af lys i liturgien og til processioner, men intet om brugen af lys individuelt.
 
Luther opfattede lys som ”adiafora” dvs. noget der ikke var videre væsentligt. ”Og til Kirkens sande enhed er det nok at være enig om Evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning. Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker”, står der i artikel 7 i Den augsburgske Bekendelse. Siden Reformationen har det dog ikke været almindeligt, at menigheden tændte stearin- eller vokslys i kirken.
 
 
Den første lysglobe blev skabt til Kirkernes Verdensråds Forsamling i Uppsala i 1968. Globen med korset som centrum er en symbolsk fremstilling af Jesu missionsbefaling:” gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til mine disciple”. Men enhver er naturligvis fri til at gøre sig sine egne tanker og bede eller meditere, som man vil. Også muslimske børn fra besøgende skoleklasser sætter et lys for en, de holder af.
 
Mange mennesker har et behov for at foretage sig noget, sætte et spor, hvor de er. Også her har lysgloben en opgave. Måske vil den eftertanke, som lyset fremkalder hos sin beskuer, også kunne styrke bønnen i vor tids folkekirke.