Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kirkebio København

Sæson 2021-2022

Efter en lang pause i første halvdel af 2021 er vi glade for igen at kunne vise film i Sankt Jakobs Kirkes Sognegård, Østerbrogade 59. Vi viser de aflyste film fra sidste sæson samt tre nye.

Introduktion: Filmene får en kort intro med på vejen, og efter filmen er der mulighed for at deltage i en drøftelse af filmen – og evt. spisning.

Medlemskab: KirkeBio er organiseret som en filmklub. Kun medlemmer har adgang. Medlemskab for hele sæsonen med start september 2021 koster 300 kr.. Ved tilmelding efter december 2021 er prisen 200 kr..

OBS: Medlemmer af sæson 20/21 skal ikke betale kontingent for denne sæson. Kontingentet for sæson 20/21 dækker også hele sæson 21/22.

Tilmelding: Man kan indbetale kontingent på reg. nr. 5013 - konto nr. 1400603. Oplys venligst navn samt e-mail-adresse og/eller tlf.nr. Bemærk: Der kan ikke betales på Sankt Jakobs kirkekontor, men evt. forud for en forestilling.

Kontakt: Koordinator Astrid Skov-Jakobsen træffes på: e-mail: astridskovjakobsen@gmail.com / telefon: 2230 8889 kl. 17-19.

KirkeBio København er et samarbejde mellem flere sogne i Holmens og Østerbro Provsti.
Det er klubbens formål at vise film, som formidler gode historier med ”noget på hjerte” – eksistentielle og medmenneskelige temaer, som engagerer og vækker til eftertanke og diskussion. – Arbejdsudvalg: Niels Blomgren-Hansen, Mette Kathrine Grosbøll, Helena Hauge, Rasmus Nøjgaard, Lars Petersen, Anders Vestergaard, Merete C. Westergaard og Astrid Skov-Jakobsen (koordinator).

Program – med forbehold for ændringer

Mandag d. 6. sept. kl. 16: En sag om liv eller død
Instr.: Michael Powell og Emeric Pressburger, 1946 – 100 min. S/H og farve – På engelsk med danske tekster
Kan kærligheden overvinde alt, selv døden? Det er den britiske jagerpilot Peter (David Niven) opsat på at bevise, efter han ved en fejl undgår himmelstigen og i stedet forelsker sig i den amerikanske radiooperatør June (Kim Hunter). Himlens bureaukrater kommer efter Peter, men han vil ikke give sig og ønsker at anke den endelige dom. Powell og Pressburger leverer et festfyrværkeri af romantik, kreativitet og fantasi i denne farverige hyldest til kærligheden.

Mandag d. 4. okt. kl. 16: Hvad gør vi nu?
Instr.: Nadine Labaki, 2011 – 102 min. farve – På arabisk med danske tekster
I denne satiriske fabel tager en gruppe libanesiske kvinder kreative midler i brug for at bevare freden mellem muslimer og kristne i deres lille landsby. Deres krigslystne mænd må distraheres for enhver pris. Nadine Labaki bruger humor, musik og sang til at fortælle sin historie om fred på tværs af religioner.

Mandag d. 1. nov. kl. 16: Bagdad Café
Instr.: Percy Adlon, 1987 – 104 min. farve – Engelsk og tysk med danske tekster
En bayersk Hausfrau dukker op ved den lille landevejscafé Bagdad Café midt ude i den californiske ørken efter at have forladt sin mand efter et skænderi. Her møder hun caféens bramfrie og hidsige ejer Brenda, som inden længe også selv forlades af sin mand. Et uventet venskab opstår mellem de to kvinder, og en ny hverdag etableres med de skæve eksistenser, der i øvrigt besøger den lille café i udkanten af den amerikanske drøm.

Mandag d. 6. dec. kl. 16: Fanny og Alexander
Instr.: Ingmar Bergman, 1982 – 183 min. farver – På svensk med danske tekster
OBS: Helaftensfilm. Vi holder en 20 minutters pause under filmen med en lille skål og brunkager i anledning af julen. Ingmar Bergmans sidste film er et storslået familiedrama og opgør med instruktørens egen barndom. Familien Ekdahl er stor, larmende og festlig, når de danser igennem den overdådigt udsmykkede julestue med rødmossede kinder og brede smil. Men da far Ekdahl dør uventet og mama kort tid efter gifter sig med den stramtandede og autoritære biskop, bliver hverdagen en helt anden for de to små børn og særligt for den fantasifulde og fabulerende Alexander.

Mandag d. 3. jan. kl. 16: Frantz
Instr.: François Ozon, 2016 – 113 min. s/h og farver – På tysk og fransk med danske tekster
I den lille, tyske by Quedlinburg i året 1919 besøger en ung kvinde sin forlovede på kirkegården – men hun er ikke alene om at besøge graven. En ung franskmand har været med blomster og tårer. Den unge kvinde og hendes svigerforældre er ivrige efter at lære denne unge mand at kende og høre hans historier om deres kære afdøde Frantz og hans sidste tid i Paris, inden krigen brød ud. Men sandheden om franskmandens forhold til Frantz er ikke som først antaget.

Mandag d. 7. febr. kl. 16: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
Instr.: Martin McDonagh, 2017 – 116 min. farver – Engelsk, danske tekster
Frances McDormand vandt en Oscar for sin hovedrolle i dette tragikomiske drama om en mor, der tager kampen op mod det lokale politi og deres inkompetente efterforskning af mordet på hendes datter. Filmen er et studie i sorg og vrede i et desillusioneret USA, hvor befolkningen har mistet tilliden til autoriteterne og deres evne til at opretholde lov og orden.

Mandag d. 7. marts kl. 16: Brazil
Instr.: Terry Gilliam, 1985 – 143 min. farver – På engelsk med danske tekster
Terry Gilliam inviterer os ind i en vanvittig dystopisk verden, hvor bureaukrati og lunefulde maskiner bestemmer. Sam Lowry keder sig i sit arbejde som papirnusser for den totalitære stat og drømmer i stedet om at være en helt med vinger, der flyver sin udkårne i møde og redder hende fra en grå og trist hverdag. Gilliam blander Monty Python med George Orwell og Kafka i denne kultklassiker fra 1980’erne.

Mandag d. 4. april kl. 16: Palme
Instr.: Kristina Lindström og Maud Nycander, 2012 – 105 min. farver – På svensk med danske tekster.
Den svenske statsminister Olof Palme var en international politisk stjerne i sin tid, og desto større var chokket over snigmordet på ham i 1986. Med arkivmateriale og interviews med Palmes nærmeste, både politisk og personligt, tegner denne svenske dokumentar et intimt og nuanceret portræt af Palme og det svenske samfund igennem tre markante årtier.

Mandag d. 2. maj. kl. 16: The Band’s Visit
Instr.: Eran Kolirin, 2007 – 90 min. farver – På arabisk, engelsk og hebraisk med danske tekster
En hjertevarm fortælling om otte mænd fra et egyptisk politiorkester, der havner i den forkerte israelske flække, da de rejser til Israel for at optræde ved åbningen af et arabisk kulturcenter. Nu er de strandet i den israelske ørken i en lille bitte by uden hotel. De lokale må tage sig af disse fortabte egyptiske mænd – mennesker på tværs af storpolitiske og religiøse skel mødes, blot for en stund, for at snakke, spise og spille musik

Hent programmet som pdf

Ophavsret: